Ligesom vore gamle kæmpeviser gennem mundtlig
overlevering fra slægt til slægt er blevet reddet fra glemsel, således er det også
gået med vore sagn. Med trofasthed gengav fortælleren dem, som han havde hørt dem, og
hans tilhørere, der ofte hørte dem aften efter aften, lærte dem snart ord ret udenad og
satte en ære i at kunne gengive dem så nøjagtigt som muligt. Nu og da kunne det dog
ske, at de fik et lokalt tilsnit, men kærnen blev stadig den samme. Det var særlig om vinteren, at sagnene blev fortalt. Så snart det kvældede, samledes børnene om en af bedsteforældre rene, som de ikke gav ro, førend de fik sat sig til rette i kakkelovnskrogen og fortalt om de underjordiske. Men også om sommeren, når de unge om aftenen sad uden for gården, blev sagnene fortalt og gjort levende af den gamle røgter, som kunne pege hen på en høj eller bakke og fortælle så grangiveligt, at det gas i de unge. På den måde er sagnene bevaret ned til vore dage. Medens sagnene i det øvrige Danmark hovedsagelig handler om havfruer, elverpiger, riddere og nisser, findes disse væsener kun lidt omtalt i de bornholmske sagn. Her er de underjordiske næsten enerådende. Deres oprindelse går helt tilbage til menneskets skabelse. Medens sagnene i det øvrige Danmark hovedsagelig handler om havfruer, elverpiger, riddere og nisser, findes disse væsener kun lidt omtalt i de bornholmske sagn. Her er de underjordiske næsten enerådende. Deres oprindelse går
helt tilbage til menneskets skabelse.Et gammelt sagn fortæller, at da Eva en dag ville vaske sine børn,
kaldte Vorherre pludselig på hende, hvorover hun blev så fors findes på øen
|
ikke en eneste høj eller bakke, som ikke er beboet af en eller flere
familier. De betragtes nærmest som øens skytsånder; de er ikke ondsindede, selv om de
hævner uret, der er begået imod dem, ligesom de viser sig erkendtlige og hjælpsomme,
hvor de behandles godt; men de er umådelig drillevorne og spiller befolkningen
alle de
puds, de kan. De er en tro genspejling at bomholmernes sind. Underjordskongen
kaldte de gamle bornholmere for »Ellestingeren«. Han var finere klædt end de gemene underjordsfolk, bar trekantet hat,
red på en trebenet hest og var forsynet med et langt spyd. Når de underjordiske
eksercerede, red han i spidsen for dem og kommanderede. Det
var en gammel skik, at bønderne lod det sidste havreneg blive
stående på marken, når der blev kørt ind. Det skulle være til Ellestingerens hest; var man grådig og tog det
neg med, kunne man vente misvækst året efter