Sagn 1

Selv om de underjordiske ret ofte viste sig for folk, var det dog kun enkelte, der altid kunne se dem.

Blandt disse var den mest kendte, en mand der hed Bonavedde. Han var søn af en gårdmand i Pedersker og en havfrue og havde efter sin mor fået evne til at se, hvad der var skjult for almindelige mennesker. Efter at have overtaget fædrenegården, Tornegård, lå han i modsætning til sine øvrige landsmænd i stadig strid med de underjordiske, som boede i to store høje, der lå tæt ved gården. Ved den mindste lejlighed var han efter dem.

En aften Bonavedde kom ridende forbi Korshøj, så han denne stå på fire flammende støtter og hørte spil og lystighed. Han red nærmere for bedre at kunne iagttage dem og så, at de fejrede et stort gilde. De underjordiske kendte ham straks, og da de stadig var kommet til kort over for ham, ville de nu prøve, om de ikke kunne narre ham. En af dem kom ud med et fint sølvbæger fyldt med vin og bød ham det. De underjordiske glædede sig, thi kunne de bare få ham til at drikke vinen, havde de magt over ham; men de forregnede sig. I stedet for at drikke hældte Bonavedde indholdet over skulderen, så det faldt på hestens bagdel og sved alt håret af; samtidig gav han denne af sporerne og satte afstod i fuld firspring. Nu myldrede det ud at højen med underjordiske, som med høje råb satte efter ham. De kunne dog ikke nå ham, thi for det tørste red han på en hest, der løb lige så godt på vand som på land og lige så godt på som i jorden og dernæst red han lige i retning af Peders Kirke over både dyrket og udyrket jord, og her kunne de små væsener ikke følge ham,da de måtte udenom det plejede.

Da han nåede kirkegårdsmuren, lod han hesten springe over; på indviet jord havde underjordstolket ingen magt over ham.

Bægeret skænkede han til kirken, hvor det i mange år blev benyttet til alterkalk.